Potentielle økologiske forbindelser

Da kommuneplanen skal sikre arealer, der kan danne sammenhængende naturarealer, er der udpeget potentielle økologiske forbindelser, der med tiden vil kunne udgøre biologiske korridorer.

  1. Indenfor de potentielle økologiske forbindelser skal der ske en afvejning af de forskellige interesser, inden der planlægges eller gennemføres projekter, eller opføres ny bebyggelse eller anlæg, som forhindrer at området kan udvikle sig til et nyt naturområde eller en biologisk spredningskorridor.
  2. Hvor trafikforbindelser ud fra samlede samfundsmæssige afvejninger anlægges, så de krydser de økologiske forbindelser, skal det grundigt overvejes at indbygge afværgeforanstaltninger, fx faunapassager. Ved væsentlige eksisterende spærringer bør det overvejes at sikre passage.
  3. Kvaliteten af de potentielle økologiske forbindelser søges forbedret gennem privat og offentlig naturpleje og naturgenopretning. Kommunen vil fremme projekter og tage initiativ til at skabe nye naturarealer, der kan forbedre dyr og planters mulighed for spredning indenfor de potentielle økologiske forbindelser.
  4. Potentielle økologiske forbindelser inden for byzone skal styrke byernes rekreative og naturlige miljøer og indgå og friholdes som rekreative forbindelser ud til det omkringliggende åbne land.
  5. Realisering af potentielle økologiske forbindelse vil ske af frivillighedens vej og i tæt samarbejde med berørte lodsejere.
Statisk kort

Potentielle økologiske forbindelser er områder, som bidrager til at sammenkæde allerede eksisterende økologiske forbindelser og naturområder, samt potentielle naturområder. De potentielle økologiske forbindelser er kortlagt på en måde, så udpegningen giver mulighed for, på sigt, at opnå en gunstig afstand og forbindelse mellem naturområder, fx gennem lokalplanlægning, natur- og vandløbsprojekter, friluftsprojekter eller frivillige aftaler om naturpleje, skovrejsning m.m. Kommunen har bl.a. udpeget potentielle økologiske forbindelser for Bilag IV-arten Klokkefrø. Potentielle økologiske forbindelser inden for byzonen kan desuden styrke byernes rekreative og naturlige miljøer og indgå og som rekreative forbindelser ud til det omkringliggende åbne land efter aftale med lodsejerne.