Rammebestemmelser for Risikovirksomheder
Jf. Risikobekendtgørelsen skal der ved planlægning af arealanvendelse tages hensyn til behov for passende afstande mellem virksomheder og risikofølsomme anvendelser.
Ved ny eller ændret planlægning skal kommunen inddrage hensyn til risikoen for større uheld på arealer, der ligger nærmere end 500 m, eller anden passende sikkerhedsafstand, fra risikovirksomheden.
På samme måde må risikovirksomheder ikke etableres eller udvides væsentligt, hvis afstanden til eksisterende risikofølsom anvendelse ligger nærmere end 500 m, eller anden passende sikkerhedsafstand, med mindre det er vurderet, at risikoforholdene er acceptable og sikkerhedsmæssigt forsvarlige.
I kommunen forefindes fire risikovirksomheder.
Fortum Waste Solutions A/S og Koppers Denmark er begge beliggende i Nyborg by og har Miljøstyrelsen som myndighed. Orskov Foods og Ebrofrost A/S ligger i Ørbæk og har kommunen som myndighed.
For Fortum Waste Solution gælder en sikkerhedszone på 450 m, mens den for Koppers Denmark A/S er 250 m. For begge af virksomhederne Orskov Foods og Ebrofrost A/S gælder en sikkerhedszone på 200 meter, idet hver virksomhed har et oplag på mellem 5 til 50 tons ammoniak.
Det er værd at bemærke, at en sikkerhedszone kan ændre sig i forbindelse med udvikling eller ændringer på virksomheden. Derfor skal kommunen under planlægning i nærmiljøet til alle fire virksomheder tage hensyn til konsekvensområdet, som i kommuneplanen er markeret med 500 m omkring hver virksomhed.