Grøn omstilling i Nyborg Kommune

Nyborg Kommune har sat fornyet fokus på den bæredygtige udvikling gennem vedtagelse af en ny politik for grøn omstilling 15. september 2020. Politikken sætter en ny retning for arbejdet med natur, miljø og planlægning i Nyborg Kommune. Med 50 nye bæredygtige målsætninger sætter Nyborg Kommune et nyt ambitionsniveau i arbejdet med den grønne omstilling de kommende år, og politikken vil blive fulgt op af konkrete handleplaner, der skal sikre at kommunen følger op på målsætningerne i politikken. Politikken bygger på FN´s verdensmål, og der er udvalgt otte mål med et særligt fokus.

Kommuneplanen er et vigtigt redskab til at nå politikkens målsætninger gennem planlægning for bæredygtige byer og lokalsamfund, skovrejsning, drikkevandsinteresser, anlæg til indvinding af vedvarende energi, bæredygtig mobilitet, beskyttelse mod oversvømmelse og meget andet. I hvert tema i kommuneplanen er vist, hvilke verdensmål planlægningen understøtter.

Nyborg Kommune arbejder for at sikre grund- og drikkevandsinteresser gennem et fokus på skovrejsning, spildevandshåndtering, forurenede grunde samt reduktion af tab fra drikkevandsnettet og et generelt fokus på reduktion af brug af pesticider. Nyborg Kommune arbejder for at rejse 250 ha ny skov inden 2030.

Nyborg Kommune arbejder for en omstilling til bæredygtig energi gennem gode rammer for projekter for solceller og vindmøller, samt omstilling af transportområdet til bæredygtige energikilder. Desuden har Nyborg Kommune fokus på at øge indsatsen for at nedbringe drivhusgasser, herunder CO2-belastningen, fx gennem skovrejsning, og andre arealanvendelser der kan binde CO2 og understøtte et mål om at være CO2-neutral i 2035.

Nyborg Kommune arbejder for bæredygtige byer, landsbyer og lokalområder gennem et fokus på et varieret udbud af sikre og sunde boliger, grønne byrum, bytræer samt natur der kan danne rammen om ophold og aktivitet, og et øget fokus på at forbedre forholdene for gående og cyklister. Desuden vil Nyborg Kommune styrke indsatsen for at bevare natur- og kulturarven i hele kommunen.

Nyborg Kommune arbejder for  ansvarligt forbrug og produktion gennem et fokus på sunde, sikre, langtidsholdbare materialer i byggeriet inden for kommunen som geografisk område. Kommunen vil understøtte mulighederne for bæredygtigt byggeri gennem fokus på ressource- og energioptimering samt bæredygtige og klimavenlige materialer i et samarbejde med investorer og bygherrer.

Nyborg Kommune arbejder for styrkelse af klimaindsatsen gennem et øget fokus på at etablere skov- og vådområder samt lokal afledning af regnvand (LAR) i både eksisterende og nye boligområder. Nybyggeri, byudvikling mm. skal desuden sikres mod risiko for oversvømmelse gennem planlægningen. Formålet er sikre kommunen mod oversvømmelser fra hav og vandløb, samt at sikre tilbageholdelse og forsinkelse af regnvandsmængder for at sænke hastigheden på udledningen til havet og sikre gode betingelser for nedsivning.

Nyborg Kommune arbejder for at styrke hav- og vandmiljøet gennem et fokus på de marine natura-2000 områder, spildevandshåndtering og lokal afledning af regnvand, samt sikring af renset vand til udledning og anvendelse af vand som en ressource undervejs. Der er desuden et potentiale for at styrke fritids- og friluftslivet gennem et fokus på tiltag i arealanvendelser, der styrker hav- og vandmiljø.

Nyborg Kommune arbejder for bæredygtige natur- og kulturmiljøer gennem et fokus på sammenhængende naturområder og stisystemer, biodiversitet og skovrejsning der sammentænkes med grundvandsdannelse og rekreativ værdi for borgere og besøgende. Desuden arbejder Nyborg Kommune for at anvendelsen af pesticider inden for kommunen som geografisk område reduceres.

  1. I forbindelse med større planer og projekter skal effekten af planerne eller projekterne vurderes i forhold til understøttelsen af delmål under FN’s verdensmål med fokus på målene 6 Rent vand og sanitet, 7 Bæredygtig energi, 11 Bæredygtige byer og lokalsamfund, 12 Ansvarligt forbrug og produktion, 13 Klimaindsats, 14 Livet i havet, 15 Livet på land og 17 Partnerskaber for handling.

I Nyborg Kommune er der fokus på at skabe sammenhæng til den grønne dagsorden på tværs af kommuner såvel som nationalt og internationalt. Kommunen vil understøtte EU’s 2030 og 2050 mål, med en ambition om som minimum at nå de nationale mål for reduktion af CO2 udledninger, energibesparelser og andel af vedvarende energi. Med 1990 som basisår, arbejder Nyborg Kommune for at reducere CO2-udledningen med minimum 70%, at opnå energibesparelser på 30% og at øge andelen af vedvarende energi i Nyborg Kommune med 100% i 2030.

Overlæggeren for kommunens arbejde med den grønne omstilling er Politik for grøn omstilling.

Nyborg Kommune er en grøn kommune, der tager ansvar for en bæredygtig udvikling, hvor vi i samarbejde med borgere, virksomheder, fagforeninger og andre aktører sikrer løsninger til gavn for fremtiden. Kommunen arbejder for tiltag, løsninger og forandringer i en helhedsorienteret forståelse af bæredygtighed, der imødekommer grøn omstilling for alle borgere i Nyborg Kommune, og gerne i samarbejde på tværs af Fyn. Sammen skaber vi en bæredygtig fremtid.

Reduktion af CO2-udslippet - klimaforebyggelse

Udbygningen med vedvarende energi er et vigtigt redskab ved reduktion af udledning af drivhusgasser, f.eks. CO2. Miljørigtig energiproduktion kan bl.a. ske ved hjælp af vedvarende energikilder som vindmøller, solenergi og biomasse samt med overskudsvarme fra virksomheder.

Kommuneplanen fastlægger bymønstret i kommunen, herunder hvilke byer der kan vokse. Kommuneplanen fastlægger bl.a. placeringen, anvendelsen og afgrænsningen af nye byområder, samt kommunens infrastruktur. Med andre ord er kommuneplanen afgørende for, hvordan kommunen kommer til at fungere i fremtiden i forhold til f.eks. trafik, bosætning, erhvervsudfoldelse og fritidsaktiviteter. Derfor er kommuneplanen også et vigtigt værktøj i bestræbelserne på at reducere CO2-udslippet på den lange bane samt til at sikre en bæredygtig udvikling af naturområder og beskyttelse af grundvandsressourcen der er under pres fra en stigende urbanisering af landskabet.

Nyborg Kommune ønsker at prioritere en øget indsats for at nedbringe energiforbruget og dermed CO2-udslippet højt i de kommende år.

Nyborg Kommune vil i arbejdet med klima og bæredygtighed anvende konkrete løsninger til reducering af CO2-udslippet, herunder nedbringe energiforbruget i kommunale ejendomme. Det kan bl.a. ske ved at igangsætte energirenovering af de kommunale ejendomme og ved implementering af ny energirelateret teknologi i bygningerne. Ny og eksisterende bygningsmasse i kommunen skal i videst muligt omfang energiforsynes med vedvarende energi eller CO2-neutral energi, hvor det ud fra en samfundsøkonomisk vurdering er relevant. Gennem formidling i samarbejde med energiselskaber og håndværksbranchen, vil kommunen tilskynde boligejere og virksomheder til at nedbringe energiforbruget og etablere vedvarende energiløsninger.

Kommunen vil arbejde for, at flere arealer udlægges til skovrejsning, så der kan bindes en større andel CO2. Se afsnittet om Skovrejsning. Også lavbundsarealer kan være med til at binde CO2.

Nyborg Kommune vil desuden vurdere muligheden for at udskifte dele af - eller hele - den kommunale vognpark med el-biler, hybrid-biler og gas-biler for at reducere CO2-udslippet. De seneste år er der sket en stor udvikling af el-biler, som er blevet modne til anvendelse i en kommunes vognpark. Det er derfor ikke mere teknologien, som er en hindring for anvendelse af el-biler i kommunen.

Fremme af vedvarende energi

Erstatning af fossile brændsler med vedvarende energi er et vigtigt redskab for reduktion af udledning af drivhusgasser, f.eks. CO2-udledningen. Miljørigtig energiproduktion kan bl.a. ske ved anvendelse af vindmøller, solenergi (solceller eller solvarme), store og små varmepumper, biomasse (fjernvarme og kraftvarme) samt overskudsvarme fra virksomheder.

Kommunen vil derfor fremme etableringen af miljørigtige energianlæg til forsyning af nye og eksisterende fjernvarmeområder samt ved renovering af energianlæg på kommunens institutioner. Kommunen vil desuden sikre gode rammer for projekter for nye anlæg til produktion af vedvarende energi.

I kommunen udnyttes allerede en stor del af virksomheders overskudsvarme til produktion af fjernvarme. Der er potentiale for at øge produktionen af fjernvarme fra overskudsvarme, hvilket dog forudsætter en ændring af beskatningsregler.

I kommunen er der endvidere et betydeligt potentiale for udnyttelse af biomasseaffald fra landbruget, fra industrien (f.eks. levnedsmiddelvirksomheder og storkøkkener) og fra husholdningen (madaffald) i biogasanlæg.

Kommunen har udpeget områder for placering af biogasanlæg. Se afsnittet Biogasanlæg.  Der er vedtaget en lokalplan for et biogasanlæg i erhvervsområdet i Ørbæk. Anlægget er ikke realiseret. Nye undersøgelser kan evt. vise, at det er mere hensigtsmæssigt at placere biogasanlæg i nabokommunerne, og at Nyborg Kommune leverer biomasseaffald til anlægget.

Strategisk energiplan

I 2013 igangsatte 9 fynske kommuner, de store fynske energiselskaber, fynske landbrugsorganisationer, Udvikling Fyn og Syddansk Universitet et samarbejde om en fælles fynsk energiplanlægning med støtte fra Energistyrelsen. Samarbejdet omhandler, hvordan de kommende årtiers omstilling væk fra et samfund baseret på fossil energi og over til vedvarende energikilder frem mod år 2050, bedst kan gennemføres i en fynsk sammenhæng.

To års samarbejde mellem de nævnte aktører, resulterede i en rammeplan; Energiplan Fyn (2016). Rammeplanen sammenfatter ud fra en række baggrundsrapporter og notater de væsentligste konklusioner om

  • Hvordan fremtidens vedvarende energisystem kan og formentlig vil blive skruet sammen i hovedtræk.
  • Hvordan det fynske energisystem bedst indrettes med afsæt i særlige fynske muligheder.
  • Hvordan der bedst ageres på både det korte og det længere sigt, herunder anbefalinger til handlinger de kommende år, der er robuste og kan fremme den ønskede udvikling og minimere risikoen for fejlinvesteringer.
  • De centrale politiske spørgsmål, der lokalt, regionalt og med national adresse skal arbejdes med for effektivt at fremme en sammenhængende målrettet omstilling af energisektoren.

Nyborg Kommune arbejder for et løbende tæt samarbejde på tværs af de fynske kommuner om Energiplan Fyn. Derudover har Nyborg Kommune en særegen symbiose inden for fjernvarme, hvor op mod 97 pct. af fjernvarmen til fjernvarmenettet i kommunen kommer fra industriel overskudsvarme.